Hjertet er opbygget ens hos alle dyr, med størrelsesvariation. Hjertet ligger i brysthulen og udgør sammen med lungerne plukset hos dyrene. Hjertet ligger i en hjertesæk. 

Hjertet er opbygget af fire kamre fordelt med 2 i højre hjertehalvdel, der pumper blodet ud gennem lungerne for at blive iltet, og 2 i venstre hjertehalvdel, der pumper det iltede blod ud i resten af dyret. Hver hjertehalvdel har et forkammer og et hjertekammer og mellem forkamre og hjertekamre sidder hjerteklapperne, der hindrer blodet i at løbe op i forkamrene ved pulsslaget.

Højre forkammer fyldes med iltfattigt blod fra kroppen, der løber ned i højre hjertekammer ved hjertets afslapning. Ved sammentrækningen (hjerteslaget) presses blodet ud i lungerne, hvor kuldioxid bliver afgivet og ilt bliver optaget, og det returnerer til venstre forkammer. Ved afslapning af hjertet løber blodet ned i hjertekammeret, og ved sammentrækningen presses det ud til iltning af hele organismen. Da der kræves langt mere kraft for at presse blodet rundt i hele kroppen end gennem lungerne, er hjertemuskulaturen meget tykkere i venstre side end i højre.

Dyr har to lunger, en i hver side af brysthulen. Lungernes funktion er at fjerne kuldioxid fra blodet og optage ilt fra luften til blodet. Det er muligt, fordi blod og luft kun er adskilt af en ganske tynd hinde, der tillader denne udveksling. Lungerne er opbygget af elastisk bindevæv, der giver en fornemmelse af at røre ved en svamp på grund af de små luftblærer.

Det af-iltede (venøse) blod kommer fra kroppens store blodkar til hjertets højre forkammer, løber ned i højre hjertekammer og pumpes ud i lungerne. Efter passage af lungerne føres det iltede blod til hjertets venstre forkammer. Ved indånding sænkes mellemgulvet, og ribbenene hæves. Lungerne følger med, idet der skabes undertryki brystkassen, og lungerne fyldes dermed med luft.

Fuglenes lunger afviger meget fra pattedyrenes idet luftudvekslingen mellem luft og blod sker efter modstrømsprincippet i fine bronkier og parallelt løbende blodkar. Lungerne er små og kompakte og suppleres af 5 par luftsække, der er udposninger fra bronkievægge og strækker sig mellem de indre organer, under huden og sågar ind i knoglerne. Den indåndede luft passerer via store bronkier direkte til de bageste luftsække, ledes retur til lungerne gennem de fine bronkier, opsamles i store bronkier og føres til luftsække i kroppens forende, hvorefter den udåndes.

Spiserøret forbinder svælget og mavesækken og tjener hos de fleste dyr blot som transportvej. Foderet transporteres ved hjælp af muskulaturen i rørets væg. Transporten af foderet lettes ved smøring med slim tilført med spyttet og afgivet fra kirtler i spiserørets væg.

Hos mange fugle findes et specielt udvideligt afsnit, hvori føde kan opbevares midlertidigt til for eksempel opgylpning til unger på reden eller som reservoir ved indtag af store mængder føde. Hos duer er udvidelsen en permanent poseformet struktur, kaldet kroen, hvorfra duemælk til ungerne produceres og gylpes op.

Fugle mangler tænder, hvorfor foderet hovedsagligt skal bearbejdes i kirtelmave og kråse. Maven er todelt: forrest en kirtelmave, bagest muskelmaven (kråsen). Kråsen er fuglenes erstatning for kindtænder og udformningen afhænger af føden. Hos fugle, der lever af fiberholdige plantedele, er den særdeles kraftig og muskuløs med et tykt hornlag til at beskytte slimhinden. Sammen med slugte småsten (kråseflint) findeles føden i kråsen. Hos f.eks. rovfugle er kråsen mere tyndvægget.

Leveren er involveret i mange aspekter af kroppens stofomsætning og er derfor et livsvigtigt organ.

Den ligger ved mellemgulvet i bughulen. Leveren har en rødbrun farve, en blød og sprød konsistens. Leveren er central for fordøjelsen med tilførsel af blod fra tarmen, som bringer næringsstoffer til videre forarbejdning. I levercellerne forarbejdes og eventuel afgiftes modtagne stoffer, og der oplagres sukker og fedt i cellerne.

Også for protein- og aminosyreomsætningen spiller leveren en central rolle. Den producerer de fleste af blodplasmaproteinerne. Falder proteinkoncentrationen, trænger vand ud i vævene og giver anledning til væskeansamlinger eller bugvattersot (væske i bughulen).

Leveren kan syntetisere nødvendige aminosyrer på nær de såkaldt essentielle aminosyrer, der må tilføres med føden, men er også samtidig ansvarlig for størstedelen af kroppens produktion af urinstof, som dannes ud fra ammoniak frigjort ved aminosyrenedbrydningen. Urinstoffet udskilles med urinen.

Leveren fungerer som depot for de fedtopløselige vitaminer og spiller en rolle ved deres omsætning, samt som depot for mineraler.

Alle vores hjorte er drøvtyggere – det vil sige at de æder foderet for derefter at gylpe større foderbestanddele op, tygge det og så synke det igen. Hos drøvtyggere er den bageste del af spiserøret samt maven er udformet til fire stærkt specialiserede dele: vom, netmave, bladmave og løbe (også kaldet kallunet). 

Vommen udgør en stor opbevaringssæk og fungerer sammen med netmaven som et stort gæringskammer, der indeholder store mængder bakterier og protozoer (infusionsdyr), som kan nedbryde planternes cellulose og vedstof til omsættelig energi (glukose og fedtsyrer). Det kræver både en mekanisk findeling og en effektiv kemisk nedbrydning at kunne udnytte denne type af foder. En del af mikroorganismerne indgår i næringsstofferne, når de sammen med foderet passerer videre til løben. Her vil mavesyre og enzymer spalte mikroorganismernes proteiner, og de dannede aminosyrer optages fra tyndtarmen.

Samlivet med mikroorganismerne findes også hos harer og kaniner, idet blindtarmen fungerer som gæringskammer, og de udnytter proteinerne fra bakteriernes vækst. Det sker ved, at afføringen fra blindtarmen spises og under passage nr. to fordøjes bakteriernes tilvækst i mave og tyndtarm.

Mavesækken er et muskuløst hult organ i venstre side i bughulen under mellemgulvet. Efter indtag af foder vil det føres ned i mavesækken gennem spiserøret. Fordøjelsen i mavesækken skyldes dels spyttets indhold af enzymer, men også enzymer og saltsyre produceret af kirtler i mavesækkens slimhinde. Saltsyren har betydning for spaltning af foderklumper og for drab af bakterier i foderet.

Milten er et aflangt, blødt, mørkerødt organ, hvis hovedfunktioner er rensning af blodet, antistofdannelse samt deponering og destruktion af røde blodlegemer. Den hæfter sig på mavesækken. Den er yderst omgivet af en millimetertynd kapsel, hvorfra der strækker sig bindevævsstrøg ind i det bløde væv. De mange røde blodlegemer i vævsstrengene og blodkarrene fungerer som et bloddepot, der kan tømmes ud i blodbanen. Milten indgår i dyrets immunforsvar og kan være kraftigt forstørret ved infektioner. Milten hos fugle er oftest afrundet oval eller evt. trekantet.

Pattedyr har 2 rødbrune, bønneformede nyrer, der ligger på hver sin side af rygbenet. Ved gennemskæring af en nyre ses der et ydre barklag (brunligt) samt en central marv (rødlig) med nyrebækkenet.

Nyrerne udskiller affaldsstoffer, særligt kvælstof, og opretholder salt- og vandbalance gennem dannelse af urin. Væske og affaldsstoffer i blodet udskilles gennem nyrerne og bliver ført med urinen til blæren. Nyrerne hos fugle er 3-delte og strækker sig fra omkring midten af rygsøjlen til bækkenet. Urinen, som består af en tyktflydende hvidlig masse, udskilles direkte til kloaken, da fugle mangler blæren.

Ved passage af tarmindholdet gennem tyndtarmen optages langt det meste af væsken inden det når tyktarmen. Ved overgang mellem tyndtarm og tyktarm ligger blindtarmen.

Blindtarmen har en særlig funktion for hare og kanin idet de er pseudoruminater, idet en stor del af nedbrydningen af stivelsesholdige foderemner foregår her. Nedbrydningen sker ved hjælp af bindtarmens indhold af bakterier. Ved udtømning af materialet fra blindtarmen kan dette ædes og de vigtige næringsstoffer (proteiner og vitaminer) kan optages igen. Det er en speciel blød og slimet fæces som især produceres om natten og som ædes direkte fra anus eller lige efter afsætningen.

I tyndtarmen er der fortsat nedbrydning af foderets bestanddele og resultatet af denne proces bliver optaget gennem tarmvæggen og overføres med blodet til leveren. Tyndtarmens slimhinde har en meget stor overflade, da slimhinden er stærkt foldet i den øverste halvdel. Endvidere er der i hele tyndtarmen millimeterlange, fingerlignende trevler, hvor hver celle yderligere har tusinder af børstesøm, der er hårlignende udfoldninger af cellemembranen.

Tyndtarmen producerer et slimholdigt sekret, der sammen med enzymer fra bugspytkirtlen og galde fra leveren, som medvirker til nedbrydning af næringsstofferne inden de optages.